Råd #1 Søg råd og skab troværdighed
Søg gode råd og følg dem. Omgiv dig med mennesker der kan noget du ikke selv kan, og som kan medvirke til at kaste nyt lys over dit projekt. Det gør ikke bare dit projektgrundlag stærkere, det skaber også troværdighed.
Råd #2 Vær tro mod din idé
Sæt dig grundigt ind i fondenes formål og udlodningsstrategier. Skriv dit projekt ind i fondenens formål, men selvom du skal vinkle din ansøgning i overensstemmelse med den pågældende fond, så vær hele tiden tro mod din grundlæggende idé og fortælling.
Råd #3 Stil kritisk ind på dit projekt – ellers gør fonden
Skab et gennemarbejdet og bæredygtigt projektgrundlag. Fondene sidder med højt kvalificerede medarbejdere, der gransker driftsgrundlaget, bæredygtighedsevne og påvirkningskraften af dit projekt. Stil selv de farlige spørgsmål, foretag de rigtige analyser og se dit projekt udefra.
Råd #4 Gør din ide verden til et bedre sted?
Spørg ikke, hvad verden kan gøre for dit projekt, men hvordan dit projekt udøver positiv indflydelse på verden. Fondene er optaget af at skabe positiv forandring i verden for flest mulige. Brug tid på at beskrive påvikrningskraften, hvordan gør dit projekt verden til et bedre sted?
Råd #5 Kontakt fonden
Kontakt en fond indledningsvis for at høre, om dit projekt ligger inden for skiven af deres strategiske indsatsfelt. Frygten for et afslag afholder mange fra at kontakte fondene med spørgsmål, men selvom det kan være en angstprovokerende øvelse, så er det en ualmindelig god ide, der kan spare dig for en masse spildt arbejde.
Råd #6 Afsæt ressourcer
Sæt ressourcer og tid af til at skabe det optimale afsæt for dit projekt. Nej, man kan IKKE nøjes med at formulere en enkelt side.Og nej; projektbeskrivelsen er ikke det samme som en ansøgning. Projektbeskrivelsen udfolder dit projekt og vedlægges ansøgningen som bilag.